Brisbane, 11/11/2018 - 10:36
Kvinde er anholdt for at placere nåle i jordbær i Australien
Den 50-årige kvinde er sigtet i sagen, hvor synåle i flere tilfælde er fundet i blandt andet jordbær.
Af: /ritzau/
En kvinde er i Australien blevet anholdt for at placere nåle i jordbær, som er til salg i supermarkeder.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Anholdelsen sker, efter at der i september var flere tilfælde, hvor synåle blev fundet i fødevarer såsom jordbær.
Sagerne resulterede i, at frugt blev fjernet fra hylderne i supermarkederne, og at fødevarer blev kasseret af hensyn til fødevaresikkerheden.
Samtidig vedtog det australske parlament en stramning af straffen for at forurene madvarer ved eksempelvis at placere nåle i frugt, således at det nu kan straffes med 10 til 15 års fængsel.
Den 50-årige kvinde blev anholdt søndag eftermiddag lokal tid efter en "omfattende" og "kompleks" efterforskning, oplyser australsk politi ifølge AFP.
Hun er søndag aften lokal tid blevet sigtet i sagen og skal møde op i retten i byen Brisbane mandag.
Politiet er endnu ikke kommet med oplysninger om kvindens motiv.
Jordbær-episoderne blev første gang omtalt, da en mand i september blev indlagt på hospitalet med smerter i maven, efter at han havde spist jordbær.
Efterfølgende blev mere end 100 lignende sager med nåle i madvarer anmeldt flere steder i Australien.
Et tilfælde blev også anmeldt i New Zealand.
Sagerne fik konsekvenser for jordbærproducenterne, som ikke kunne sælge deres produkter.
Jordbærproduktionen er en forretning med en værdi af 160 millioner australske dollar (godt 740 millioner kroner) om året.
/ritzau/